Uden her at gå i detaljer med denne fascinerende »genopdagelses tid« og dens pionerer, skal to hoved forudsætninger for tilblivelsen af »Danmarks Kirker« dog fremhæves. Først og fremmest, at værket er intimt forbundet med Nationalmuseet (før 1892 Oldnordisk Museum), hvortil man foruden museumsgenstande indsamlede beskrivelser og visuel dokumentation af mindesmærker, forhistoriske såvel som historiske. Dette materiale, som indgik i et antikvarisk-topografisk arkiv, var vokset støt efter oprettelsen 1847 og navnlig fra 1873, da der indledtes systematiske berejsninger af landets gamle herreder.

Det andet afgørende moment var ønsket om at gøre emnet lettere tilgængeligt gennem publikationsvirksomhed. En begyndelse hertil var allerede taget fra 1860 med en fornem række af store, rigt illustrerede folioværker, omhandlende dels særlig betydelige monumenter, dels grupper af kirker og for hovedpartens vedkommende udgivet af Kirke- og Undervisningsministeriet. Endelig må det ikke glemmes, at man i den Danmarksbeskrivelse, som fortsat har navn efter initiativtageren, kgl. kabinetssekretær, J. P. Trap, og hvis førsteudgave kom allerede 1856-60, havde omtaler af de vigtigste historiske mindesmærker. Dette for Danmark enestående værk er siden kommet i nye og stadigt voksende udgaver. Således omfatter den seneste 5. udgave (1958-72) i alt 31 bind.

For Mackeprang, der 1897 var blevet ansat som inspektør ved Nationalmuseets middelalderafdeling, var situationen imidlertid ikke tilfredsstillende. Hvad man måtte savne var systematiske og langt mere dækkende beskrivelser. De summariske artikler i Trap var slet ikke fyldestgørende, hverken hvad tekst eller illustrering angik. Folioværkerne på den anden side var ganske vist oftest fornemt illustreret med opmålinger og tegninger, men på få undtagelser nær meget kortfattede, hvad teksten angik. I øvrigt var der en klar slagside i prioriteringen af den ældre, romanske arkitektur frem for gotikken. Og det omfattende, fortrinsvis træskårne inventar fra efterreformatorisk tid var helt forsømt. Hvor skævt forholdet var, illustreredes med stor tydelighed af kollegaen Chr. Axel Jensens epokegørende afhandling fra 1911 (Danmarks Snedkere og Billedsnidere i Tiden 1536-1660).

»Danmarks historiske Mindesmærker« blev dog aldrig til virkelighed. Årsagerne hertil var flere. Mackeprang nævner selv foruden de økonomiske vanskeligheder (verdenskrigen og den efterfølgende krisetid) fremkomsten at værket Danske Herregaarde ved 1920 (Kbh. 1922-23), der trods sine mangler slog projektets helhedsplan i stykker.

Tilbage stod kirkerne, den monumentgruppe Nationalmuseets eksperter så ubetinget besad størst viden om. Ved energisk tilskyndelse fra sine kolleger Chr. Axel Jensen og Poul Nørlund, fremsatte Mackeprang, der nu var blevet direktør for Nationalmuseet, i 1926 planerne for et reduceret værk »Danmarks Kirker« i slægt med det svenske kirkeværk, i mellemtiden det eneste overlevende blandt de nordiske. Takket være de to Carlsbergfonde lykkedes det fra 1927 at starte redaktionsarbejdet med Victor Hermansen som sekretær, og i 1933 udkom omsider første hefte af det sydsjællandske Præstø amt.

Det er blevet hævdet - og ikke med urette - at behovet for systematisk viden om de profane mindesmærker var nok så påtrængende. På den anden side kan man med Mackeprang selv be tvivle, at den oprindelige plan for »Danmarks historiske Mindesmærker« havde kunnet gennemføres. Og under alle omstændigheder gælder stadig hans indledende begrundelse for det planlagte kirkeværk i ansøgningen til Carlsbergfondet: »Betydningen af vore gamle Kirkebygninger og deres Udstyr for Studiet af vor gamle Kunst kan ikke let overvurderes. For Middelalderens vedkommende er de snart sagt den eneste Kilde, og for 16. og 17. Aarhundredes vedkommende, i hvert Fald Hovedkilden til Studiet af Renaissancens og Barokkens rige Kunsthaandværk.

Værkets omfang og disposition

 I pagt med planerne for »Danmarks historiske Mindesmærker« fastholdt Mackeprang en nedre tidsgrænse ved »Klassicismens uddøen«, nu sat til o. 1850. Dog skulle de vigtigste inventarstykker (altertavler etc.) efter 1850 for fuldstændighedens skyld kort nævnes. I modsætning til »Sveriges Kyrkor« og de to øvrige nordiske kirkeværker blev kirkebygninger opført efter 1850 således ikke medtaget.

Det er vel forståeligt, at middelalderspecialisten Mackeprang og hans kolleger på Nationalmuseets 2. afdeling valgte at udelade kunsten efter 1850 for ikke at belaste udgivelsen med dette for dem mindre væsentlige stof. Synspunktet har dog længe været følt utilfredsstillende. Allerede under diskussionerne i 1912 havde Francis Beckett plæderet for en ajourføring, og i dag er historicismens arkitektur og kunst forlængst gjort til genstand for intens kunsthistorisk forskning. Derfor har princippet heller ikke i længden kunnet håndhæves, om end en ligeværdig beskrivelse af ældre og nyere kirker endnu ikke er gennemført.

Til gengæld har det lige fra starten været hensigten at medtage forsvundne bygninger og inventar, kendt fra arkivalier eller udgravninger. Ligeledes omfatter beskrivelserne museumsgenstande (lejlighedsvis også genstande i privateje) med bestemt kirkelig proveniens.

Selve udgivelsen er topografisk disponeret. Af praktiske årsager følger man inddelingen i Traps Danmarksbeskrivelse, som også ligger til grund for Nationalmuseets topografiske arkiv. For ikke at skabe forvirring er systemet fastholdt efter kommunalreformen 1970, da antallet af amter reduceredes ved sammenlægninger. Det vil sige, at beskrivelserne fortsat følger de »gamle« amter, og at kirkerne inden for det enkelte amt udgives i en ganske bestemt rækkefølge: Først købstæderne, dernæst landsognene herred for herred, sogn for sogn. Kun to gange har man af hensyn til udgivelsestakten fraveget dette princip, dels i Københavns amt, hvor Roskilde Domkirke følger efter både de øvrige købstadskirker og landsbykirkerne, dels i Holbæk amt, hvor man er startet med landsognene og gemmer købstæderne til sidst.

Forundersøgelser

Inden fremstillingen af de trykklare manuskripter går et forarbejde, som ved de store kirker kan strække sig over flere år. Da man altid har tilstræbt et højt dokumentationsniveau har omfanget af dette arbejde været gradvis stigende gennem årene, dels i kraft af øgede faglige fordringer, dels som følge af væksten i det mangeartede materiale, som gennemgås. Forarbejdet kan inddeles i to hovedområder: arkivundersøgelser og markarbejde.

Arkivundersøgelserne omfatter dels udskrifter af utrykt kildemateriale, fortrinsvis i Rigsarkivet, Det kongelige Bibliotek og Landsarkiverne, dels undersøgelser i diverse museer og biblioteker. Hvad sidstnævnte angår indtager Nationalmuseet selvsagt den vigtigste plads med sine topografisk ordnede samlinger af indberetninger, tegninger, opmålinger, fotografier og korrespondance i forbindelse med museets virke som antikvarisk konsulent ved kirkerestaureringer. En vigtig informationskilde er også Kunstakademiets Bibliotek med dets store samling af arkitekturtegninger. Hvad angår museumsgenstande med kirkelig oprindelse gennemgås foruden Nationalmuseet de lokalmuseer, som er relevante for den igangværende amtsudgivelse, ligesom en nyere tids fremvoksende lokalarkiver rummer værdifulde informationer, først og fremmest fotografier. Endelig iværksættes en systematisk gennemgang af den relevante trykte litteratur.

Markarbejdet indebærer undersøgelser på ste det af kirkegården og bygningen med dens kalkmalerier, inventar og gravminder - undersøgelser, hvis resultat nedfældes i indberetninger eller revision af ældre arbejder. Efterkontrollen er ikke mindst vigtig ved indskrifter, som erfaringsmæssigt ofte er mangelfuldt eller fejlagtigt afskrevet. Endelig gennemføres en fotografisk dokumentation, og bygningens grundplan opmåles i målestok 1: 100, såfremt egnet materiale ikke forefindes.

Efter endt brug overgives arkivudskrifter, indberetninger, opmålinger og fotografier til Nationalmuseets topografiske arkiv.

Herudover har kirkeværket gennem årene gradvis opbygget sit eget arkiv af fotografier, som i modsætning til museets er sagligt ordnet efter emner og i første række tænkt som et internt arbejdsredskab ved sammenligninger og dateringer. Det seneste skud på denne stamme er en ikonografisk registrant, hovedsagelig bygget op over af gengivelser af grafiske blade og som sådan et uundværligt hjælpemiddel ved bestemmelse af billedforlæg.

Redaktionsprincipper

Efter afslutningen af forberedelsesarbejdet udarbejder redaktionen et trykklart manuskript efter de retningslinjer, som fremlagdes i forordet til Præstø amt, og siden er fastholdt med ganske få ændringer. Disse redaktionsprincipper, som Mackeprangs nære ven og kollega Chr. Axel Jensen har en stor del af æren for, rummer essensen af mange overvejelser, og man fornemmer, at den lange planlægnings- og forberedelsestid er kommet værket til gode.

I denne brugervejledning, som er genoptrykt i senere amtsudgivelser, redegøres der for indholdets omfang, tidsrammer for skønsvise dateringer, regler for indskrifternes gengivelse og navnlig, hvorledes beskrivelserne på en række nærmere angivne måder udarbejdes efter princippet om størst mulig klarhed og unødvendige gentagelser.

Først og fremmest orienteres læseren om den faste disposition af stoffet, som tilsigter, at man hurtigt kan finde frem til netop de oplysninger, der søges. Kirkebeskrivelsen begynder med en historisk indledning (ejerhistorie, værnehelgen, middelalderlige alterstiftelser, helligkilder, sagn, møntfund m. v.). Herefter følger kirkens omgivelser og selve kirkegården med dens indhegning og bebyggelse. Kirkebygningen og dens enkelte afsnit beskrives i kronologisk orden, således som det er opsummeret på grundplanen ved hjælp af et i indledningen forklaret skraveringssystem. Efter kirkebygningen beskrives eventuelle glas- og kalkmalerier. Beskrivelsens andet hovedafsnit er inventaret, hvis enkelte dele optræder som stikord i en fast rækkefølge (fra altret og vestover). Med gravminder og kirkegårdsmonumenter slutter den egentlige beskrivelse, som afrundes med kilder og henvisninger, hvor der foruden dokumentation i noteform bringes fortegnelse over arkivalier, museumsindberetninger og tegninger samt litteratur.

Da målet for kirkeværkets fædre var, at beskrivelserne på en og samme tid skulle udgøre et »repertorium« for videnskabsmanden foruden at imødekomme et stigende behov for pålidelig information hos den interesserede lægmand, tilstræbes en letforståelig tekst. Da særlige fagord ikke kan undgås, alene af hensyn til tekstens omfang, har man fra og med Tisted amt (1940) udarbejdet en særlig fagordbog, som stadig revideres og forbedres. Den følger umiddelbart efter indledningen i det første amtsbind.

Registre og oversigter

Det netop beskrevne system for kirkebeskrivelserne sigter mod at gøre værket til et opslagsværk, hvori man hurtigt kan finde de ønskede oplysninger. For yderligere at lette læseren, er der henvisninger fra tekst til billede og - fra billede til tekst.

Herudover eksisterer der tillige et behov for at skabe overblik i den stadigt voksende mængde af oplysninger. For at mødekomme dette var det allerede ved udgivelsens start meningen, at hver eneste amtsudgivelse skulle afsluttes med en oversigt, der sammenfattede de mange nye resultater af enkeltundersøgelserne, karakteriserede særlige egnskarakteristiske træk og opregnede de kunstnere, der havde virket inden for amtets grænser. Denne sammenfatning, som fik betegnelsen kunsthistorisk oversigt, er med undtagelse af Bornholm (1954) udarbejdet for samtlige amter til og med de fire sønderjyske, hvis fyldige oversigt udkom 1963. Siden da har redaktionen af økonomiske grunde opgivet det tidskrævende arbejde med udformningen af kunsthistoriske oversigter.

Hvor beklageligt dette end er, så skal det på den anden side heller ikke skjules, at de gamle kunsthistoriske oversigter i nogen grad føles uhensigtsmæssige med deres geografiske begrænsning til en sen, verdslig inddeling som amterne. Her havde middelalderlige bispedømmer eller større naturligt sammenhørende landskabsenheder været mere relevante.

Konsekvensen har været, at man i de efterfølgende amtsudgivelser har lagt større vægt på at indarbejde oversigtstoffet og speciallitteraturen i den enkelte monografi, hvilket allerede skete i tilfældet Bornholm.

Helt uundværlige er til gengæld de navne- og sagregistre, som fra og med udgivelsen af Sorø amt (1936-38) afslutter amtsudgivelserne. Sagregistrene, som stadig søges forbedrede, rummer foruden emne- og temagrupper, fortegnelser over de i amtet virksomme kunstnere og håndværkere (fra arkitekter til urmagere).

Oversættelse

På dette punkt har udgivelsen kun delvis kunnet leve op til sine intentioner. Ifølge forordet til Præstø amt var det nemlig »af hensyn til udenlandske forskere« meningen at udgive en engelsk oversættelse af den kunsthistoriske oversigt. Planen virkeliggjordes i lidt ændret form fra 1940, da man indledte udgivelsen af en selvstændig serie engelsksprogede oversigter »Danish Churches«, hvor den kunsthistoriske oversigt redigeredes med henblik på at fremdrage de forhold, som skønnedes at være af international interesse.

Serien gik i stå efter midten af 1950'erne, og for en række amtsudgivelsers vedkommende eksisterer ingen oversættelser. Fra og med udgivelsen af Århus amt (1967ff.) er der på forskellig vis søgt rådet bod herpå. I denne amtsudgivelse afsluttes hver kirkebeskrivelse med et engelsk resumé, ligesom billedteksterne oversættes - en praksis, der har været gældende i Sveriges Kyrkor lige siden 1912. I Holbæk og Ribe amter (1979ff.) resumeres alene hovedmonumenterne, mens de indledende redaktionsprincipper til gengæld er oversat til henholdsvis engelsk og tysk.

Forlag og publikationsform

Det første hefte af »Danmarks Kirker« udkom på G. E. C. Gads Forlag, som for egen regning stod for udgivelsen helt frem til slutningen af 1970'erne. 1978 indgik værkets styrelse (se nedenfor) kontrakt med Nationalmuseets Forlag om udgivelsen af to nye amter (Holbæk og Ribe), og året efter overtog husets eget forlag også det igangværende Århus amt. Efter nedlæggelsen af Nationalmuseets Forlag varetages udgivelsen fra 1987 af Poul Kristensens Forlag i Herning. Poul Kristensen, der siden 1981 har trykt værket, modtager fra Nationalmuseet økonomisk dækning for alle omkostninger ved selve fremstillingen samt indtægter ved salg mod at forestå distribution, reklame og lagerføring.

Denne betydelige støtte til udgivelsen skal ikke mindst ses i lyset af, at det lige fra starten har været hensigten at holde et lavt prisniveau af hensyn til værkets udbredelse. Den nuværende heftepris ligger således fortsat - på trods af årtiers inflation - under 100 kr.

Oplaget er for tiden (1992) på 1600 eksemplarer, hvoraf ca. halvdelen sælges i abonnement ved udgivelsen, mens der af de resterende uddeles ca. 200 frieksemplarer.

Indtil 1979 udsendtes amtsbeskrivelserne i hefter à 96 sider (6 ark), som successivt samledes i store bind på 6-700 sider. Forlagsskiftet 1978-79 betød en delvis revision, idet hvert hefte nu omfatter fuldstændige beskrivelser af 3-4 landsbykirker eller hovedafsnit af de større kirkebeskrivelser. Dette rokker ikke ved princippet om, at amtsbeskrivelserne pagineres fortløbende, men ændringen har åbnet mulighed for, at hvert hefte kan købes separat og således ikke mindst komme den lokale interesse i møde.

Forlagsskiftet og påbegyndelsen af nye amter gav endvidere stødet til at indføre ny teknik og revidere værkets layout. Ved at gå fra bogtryk til offset, opnåede man en billiggørelse, som bl.a. har muliggjort rigere illustrering. Endvidere opgav man samtidig hermed den enspaltede sats til fordel for en tospaltet (Sveriges Kyrkor havde allerede gjort dette i 1967), der dels udnytter papiret bedre, dels giver en smidigere opsætning af tekst og billede.

Personale

Hvad angår medarbejdernes ansættelsesforhold er udviklingen ved »Danmarks Kirker« gået modsat de øvrige kirkeværkers. Både i Finland, Norge og Sverige er arbejdet startet som projekter med offentlig og/eller privat finansiering, hvorefter arbejdet på et tidspunkt er lagt ind under rigsantikvariaterne og medarbejderne ansat som antikvarer, til dels med andre opgaver end udgivelsesarbejdet. I Danmark var iværksætterne museumsinspektører ved Nationalmuseets 2. afdeling, som indtil midten af 1950'rne afgav betydelig arbejdskraft til dette projekt. Allerede i startfasen var man dog klar over behovet for at etablere en fast redaktion med kirkeværkets udgivelse som eneste arbejde. Til formålet ansattes fra 1937 filologen Erik Moltke, der fra værket Danmarks Runeindskrifter var fortrolig med udgivelsesarbejde, og fra 1944 fik han selskab af arkitekten Elna Møller.

Moltke og Møller udgjorde herefter kernen i den faste kirkeværks-redaktion. I 1950'erne øgedes medarbejderstaben, bl.a. med historikeren Jan Steenberg, der indtil sin død 1971 udgav Københavns gamle kirker.

I dag (1992) er redaktionen, der fortsat har til huse på Nationalmuseet, vokset til i alt 8 redaktører, fordelt på de 4 igangværende amtsudgivelser, idet man længe har haft den praksis, at den ene redaktør tager sig af bygningen (og eventuelt kalkmalerierne), mens den anden står for inventar og gravminder.

Det faglige miljø er frugtbart og gensidigt inspirerende, ikke mindst på grund af personalets forskellige uddannelsesmæssige baggrund som arkitekter, historikere, kunsthistorikere og middelalderarkæologer.

Som noget særligt ved »Danmarks Kirker« har man siden 1940'rne haft en lønnet stab af skiftende studentermedarbejdere, p.t. seks, hvis opgave primært har været at bistå redaktionen med udskrift fra arkivalier. Hertil kommer korrekturhjælp, mindre redaktionsopgaver mv. Studenterne får gennem arbejdet nyttige kundskaber i arkivbenyttelse, læsning af ældre håndskrifter og bogfremstilling. Kirkeværkets studentermedarbejdere udgør herudover en rekrutterings-reserve, både m. h.t. vikariater og mere langvarig ansættelse. At fem af de nuværende redaktører har en fortid som studentermedarbejdere, er vel den bedste illustration af denne sammenhæng.

Endelig omfatter det daglige personale en redaktionssekretær, som tager sig af regnskaber, korrespondancearkiv, kontorhold foruden en lang række forefaldende opgaver.

Tilknyttet redaktionen på free-lance basis er desuden skiftende bygningsopmålere (arkitekter), tegnere (grafiske illustrationer og kort) og oversættere.

En særlig plads blandt disse medhjælpere indtager de eksterne medarbejdere, som har påtaget sig at bidrage med artikler om specialiteter som orgler og urværker eller virker som konsulenter vedr. heraldik og latinske indskrifter.

Økonomi og styrelse (1992)

Når Mackeprang i sine erindringer ser tilbage på kirkeværkets forhistorie og start, forbløffes han over den optimisme og dristighed, der kendetegner de indledende planer. Han citerer sit eget, ofte gentagne udsagn: »Penge kan enhver idiot skaffe«; men ender med at konstatere, at »kirkeværket har været en svær fisk at hale i land«. Baggrunden herfor var de næsten uovervindelige vanskeligheder ved at få staten til at støtte udgivelsen, uanset at en række af medarbejderne endda oppebar løn i forvejen.

Når projektet alligevel kunne virkeliggøres, skyldes det først og fremmest bevillingerne fra de to Carlsbergfonde, som trofast har bakket kirkeværket op siden midten af 1920'rne.

Nogle år efter udgivelsens start lykkedes det Mackeprangs efterfølger, Poul Nørlund, at sikre et fast bidrag fra staten (Kirkeministeriet), og herefter deltes udgifterne ligeligt mellem Carlsbergfondene på den ene side og staten på den anden.

Denne ordning var gældende helt frem til 1978, da kirkeværkets økonomi og ledelsesforhold reorganiseredes, og den såkaldte Styrelse for værket »Danmarks Kirker« nedsattes. Baggrunden for nyordningen var først og fremmest Carlsbergfondenes ønske om økonomisk aflastning, idet budgettallene var steget støt siden 1960'erne i takt med den almindelige lønudvikling.

Det lykkedes at inddrage amterne i værkets finansiering, og der opstilledes en ny økonomisk model, ifølge hvilken staten (nu Kulturministeriet) fortsat skulle betale 50%, mens de resterende nu fordeltes med 25% til Carlsbergfondene, og 25% til de p.t. implicerede amter (Holbæk, Århus og Ribe). Det skal i denne forbindelse fremhæves, at statsandelen nu er lovfæstet ifølge Museumsloven af 6. juni 1984 (§ 35, stk. 1).  Uden for dette hovedbudget yder Nationalmuseet bidrag ved at stille lokaler til rådighed og afholde udgifterne til trykning.

Styrelsen, der er sammensat af repræsentanter for de økonomiske bidragydere med Carlsberg-fondets medlem som formand, udpeger tillige en tilsynsførende som bindeled til redaktionen. Hvervet beklædes (1992) af rigsantikvaren, Olaf Olsen, der bl.a. har en fortid som student ved kirkeværket. I styrelsens statutter er dens ansvarsområde defineret som værende at »videreføre udgivelsen under opretholdelse af det hidtidige kvalitetsniveau og at bringe værket til afslutning inden for et rimeligt åremål«. Styrelsen arbejder således for at tilvejebringe de nødvendige økonomiske midler, afstikker retningslinjer for den almindelige redaktionelle virksomhed, træffer aftaler med forlag, trykkeri etc.

Det er indlysende, at det for redaktionen har været en stor fordel, at Styrelsen har påtaget sig det byrdefulde og tidskrævende arbejde med at sikre økonomien. Til gengæld herfor har medarbejderne amtsvis måttet forpligte sig til at overholde detaljerede produktionsprognoser, som efter flere nødvendige revisioner nu indebærer udsendelse af to hefter (à ca. 120 sider) om året pr. amt.

Afsluttende bemærkninger

 Trods det fælles emne, udtrykt i navneligheden, har de fire nordiske kirkeværker løst opgaven på hver sin måde, udviklet afvigende praksis, der præges af stoffets uens omfang og forskelligartede sammensætning, af afvigende økonomiske vilkår og forskningstraditioner. Det gensidige forhold har følgelig været præget af både inspiration og kritik.

Hvad angår den danske model, hvis forhistorie og virke er søgt skildret i det foregående, så har Sveriges Kyrkor, der helt frem til 1959 var eneste parallel, været det naturlige forbillede. Blandt de konkrete eksempler på inspirationen herfra kan nævnes gengivelse af kirkeplanerne i målestok 1:300, oversættelsespraksis og lay-out.

Heroverfor står en række områder, hvor man fra dansk side har været bevidst restriktiv, ikke mindst af hensyn til værkets økonomiske overlevelsesmuligheder. Blandt disse faktorer er de kronologiske begrænsninger allerede omtalt. Hertil kommer selve kirkebeskrivelsernes omfang. Allerede i sin første ansøgning til Carlsbergfondet understregede Mackeprang, at disse ikke måtte »svulme op til rene monografier som de svenske«.

Dette gælder fortsat. Medvirkende til det mere begrænsede og stramme omfang er yderligere en række forhold. Først og fremmest er det danske kirkeværks udgivelsesplan som beskrevet på forhånd lagt fast inden for det enkelte amt. »Køreplanen« skal overholdes, både hvad angår kirkebeskrivelsernes rækkefølge og udgivelsestidspunkt. Resultater af planlagte kirkerestaureringer kan således ikke afventes, ligesom større arkæologiske undersøgelser ikke igangsættes fra kirkeværkets side. Her gælder det grundvilkår, at beskrivelsen opsummerer resultatet af foreliggende undersøgelser, mens den ny viden, som måtte være kommet frem efter trykningen, skal søges i Nationalmuseets arkiv.

En nødvendig forudsætning for opfyldelsen af tidsfristerne og udarbejdelsen af homogene beskrivelser er tilstedeværelsen af en fast, veltrænet stab, som er fortrolig med redaktionspraksis. Derfor benyttes eksterne forfattere ikke, når bortses fra de nævnte specialiteter, og man vil ikke se rammerne sprængt ved inddragelse af komparativt illustrationsmateriale.

Set over en 60-årig udgivelsesperiode er de principielle hovedretningslinjer for udgivelsen af »Danmarks Kirker« fastholdt, selv om omfanget og kvaliteten af den enkelte beskrivelse naturligvis er vokset i takt med den øgede indsigt og forskningens almindelige udvikling. I modsætning til »Sveriges Kyrkor« er det fortsat målet at gennemføre en fuldstændig beskrivelse af landets ældre kirkekunst. At det også ud fra en forskningsmæssig synsvinkel turde være af største betydning, at medtage såkaldt »mindre betydningsfulde« kirker foruden hovedmonumenter siger sig selv.

For at virkeliggøre hovedsigtet med udgivelsen af »Danmarks Kirker«, dvs. at være et pålideligt hjælpemiddel for den som arbejder med eller interesserer sig for den ældre kirkelige kunst, så har man måttet give afkald på de tidsrøvende oversigter. Dog skal det retfærdigvis siges, at en del af oversigtsstoffet (sammenligninger mv.) gradvis er indarbejdet i selve beskrivelserne og således sætter enkeltfænomenerne ind i en større sammenhæng. Større sammenfatninger af kirkeværksstoffet vil i fremtiden formentlig begrænse sig til udvalgte temaer og samtidig arbejdsmæssigt holdes uden for det egentlige løbende redaktionsarbejde.

Fremtiden tegner sig på flere måder usikker for de nordiske kirkeværker, navnlig står man i Norge og Sverige ovenfor afgørende strukturændringer; men også den danske finansieringsmodel antastes på flere punkter. Nærværende redegørelse skal derfor munde ud i et håb om, at det endnu engang må lykkes at overvinde vanskelighederne og videreføre disse fire udgivelser, som er enestående blandt europæiske inventarværker, ikke blot ved deres tema og høje kvalitetsniveau, men tillige i kraft af det sproglige og kollegiale fællesskab.